Sådan startede det hele

Fællesprojekt for klubberne i Region 1

På Regionalmødet i september 2007 var der stemning blandt de dengang otte klubber i Region 1 for at arbejde med et fællesprojekt, og efterfølgende blev der tænkt mange tanker i alle klubberne om, hvordan samarbejdet kunne finde sted, -  og ikke mindst - hvilket projekt, det skulle dreje sig om.

Det startede med vand, men som en kilde, der bliver til en bæk, som igen bliver til en å, en flod og et vandfald, strømmede ideerne frem, da vi først var kommet i gang.

Det livgivende vand gav grobund for en strøm af andre projekter, som tilsammen dækker alle Soroptimist Internationals fokusmål, og også en del af de 17 Verdensmål.

Europæisk vandprojekt

Mariet Verhoef-Cohen var præsident i Soroptimist International of Europe fra 2007-2009. Hendes motto, der gik rent ind i alle europæiske soroptimisters hjerter, lød:

Soroptimists go for water, og det var det, der inspirerede os i Region 1 til at tage beslutning om at arbejde med et fælles vandprojekt.

I 2011 blev det på SI board mødet i Montreal besluttet, at SI's overordnede tema indtil 2019 skulle være Educate to Lead. I Region 1 blev vandprojekterne i Angola ganske hurtigt udvidet til også at omfatte uddannelse med henblik på at tage ansvar.

I 2017, hvor vi har varslet en afslutning på de fantastiske fælles projekter, er det ikke, fordi der mangler grobund til at fortsætte succesen. Der vil  stadig være plads til mange lokale udviklingsprojekter.

Tilfældigvis afsluttes vores projekter i tråd med Mariet's appel som SI præsident, da vi allerede, før dette motto blev kendt, havde iværksat et sidste uddannelsesprojekt, idet to kvinder bliver uddannet til jordmødre med afsluttende eksamen om ca. 18 måneder.

Regionsrådet

Da beslutningen om et fælles regionalt projekt var truffet, skulle klubberne finde en praktisk metode til samarbejdet. Da lysten helst skulle drive værket, blev der dannet en gruppe bestående af to medlemmer fra hver klub. Disse 16 havde alle meldt sig af interesse, og fordi de var villige til at lægge et stykke arbejde i sagen. Gruppen tog det pompøse navn Regionsrådet. I løbet af de ni år er en klub desværre blevet lukket, og der har været enkelte udskiftninger blandt gruppens medlemmer, men det har gavnet arbejdet, at hovedparten af medlemmerne har været  de samme.

På grund af de store afstande i Danmarks nordligste område, blev det besluttet, at alle møder skulle holdes et fast sted i Aalborg. Det var muligt at låne et egnet lokale, og en af gruppens medlemmer tilbød at stå for servering af aftensmad, hvad der skulle vise sig hver gang at blive en kulinarisk nydelse som start på mødet.

De 14 nuværende medlemmer  udtrykker alle en stor glæde over at have været en del af det spændende arbejde. Det har været meget givende at arbejde på tværs af klubberne. Der har været en stor vilje til at være yderst effektive, fx er alle møder startet præcis kl. 18.30 med den omtalte middag, og intet møde er sluttet senere end kl. 22. Der blev valgt en tovholder (formand), en kasserer og en sekretær til at varetage korrespondancen med Angola, mens opgaven med at skrive et mødereferat gik på skift mellem klubberne.

Alle møder har været inspirerende og givende - hver og en, der havde en opgave at løse, har været velforberedt til møderne, dirigenten (formanden) har været skarp, der har ikke været megen overflødig snak. Det sidste er ganske usædvanligt soroptimister imellem, men alle har været glade og opløftede efter møderne, så selv 100 km på landevejen en mørk vinternat har været uden betydning.

Det kan lyde lidt stift og uvenligt, men alle deltagere vil alligevel sige, at møderne var hyggelige.

Hvordan holder ihærdigheden og engagementet så gennem alle disse år? Jeg tror, at forpligtelsen overfor kvinderne i Angola har stor betydning. En medvirkende faktor er det naturligvis, når diverse vanskeligheder overvindes og projekterne lykkes.

Alle, som selv har været en del af et vellykket projekt, kan sætte sig ind i den feststemning, som Regionsrådets medlemmer har været i, men hvordan kan bare lidt af den stemning udbredes til klubbernes øvrige medlemmer, så de også føler ejerskab til projektet. Det er trods alt dem, der skal skrabe midler sammen, for at planerne kan føres ud i livet.

Det er i hvert fald lykkedes Regionsrådets medlemmer at formidle budskabet, så der er opstået en form for samhørighed, ved at flere klubber trækker på samme hammel. Man kunne forestille sig, at der blev en smule konkurrence klubberne imellem, om hvem, der kunne donere det største beløb, men det har ikke været tilfældet her - tværtimod.

Det skal understreges, at en vedvarende gensidig korrespondance er en væsentlig forudsætning for et godt projekt.

I vores korrespondance har vi stillet uddybende spørgsmål, men vi har også udtrykt begejstring over opnåede resultater. Dette har med tiden givet mere uddybende svar og dokumentationer krydret med små succeshistorier / tilkendegivelser / billeder fra Angolas. Vi formåede gensidigt at bekræfte hinanden i, at det nytter noget, og vi blev ved trods hårdknuder ind imellem. Det er så vigtigt at udtrykke glæde over resultater, uanset omfang.

Det lykkedes regionsrådet at opbygge en nyttig struktur i arbejdet. Det gav en kontinuitet og en god kontakt med regionens syv klubber, der hele tiden er blevet opdateret for at styrke interesse og få økonomisk opbakning.

Fremtiden

Som det ses af ovenstående, er nogle af delprojekterne afsluttede, selvom effekten af fx undervisning fortsætter. Det ville med lethed være muligt fortsat at sætte nye ting i værk i området, men når Regionsrådet afslutter sit arbejde, er det bl.a. fordi flere af klubberne ønsker at bruge deres midler til andre, måske lokale formål.

Klubberne har ikke uanede økonomiske ressourcer, men der er allerede indbetalt et passende beløb til at følge de sidste to projekter til dørs. Skulle det ikke være nok, har de fleste af klubberne givet tilsagn om at finde et ekstra beløb. Det lunede, da en ansøgning til Soroptimist International of Europe's Action Fund i 2017 resulterede i en mindre donation.

Gennem årene har 4-5 medlemmer arbejdet i et miniudvalg under Regionsrådet, da det må erkendes, at en debat mellem fem hurtigere bringer en løsning for dagen, end en diskussion mellem 14. Alt er selvfølgelig blevet forelagt den store forsamling, inden beslutningen er ført ud i livet. Miniudvalget følger projektet helt til den sidste eksamen er i hus, og naturligvis vil det være umuligt helt at slippe Angola i tankerne. Vi er alle blevet meget klogere.

Erfaringer

Ud over alt, hvad der er nævnt i 'Vi lærte' under de enkelte projekter i afsnittet Projektperioden fra start til slut, har der været udfordringer med dårligt internet, tørke, den politiske situation i almindelighed, valg i særdeleshed, og selv det at overføre penge er en kunst i sig selv.

Takket være Lillemors mange kontakter og gå-på-mod, har vi i takt med vellykkede delprojekter efterhånden fået mere hjælp og velvilje i den lokale administration.Vi har samlet knap en million, og som det ses af projektmængden og det enkelte projekts størrelse, har vi fået virkelig meget for pengene. Vi kan dog ikke fuldstændig afkræfte, at noget er havnet i de forkerte lommer, eller at enkelte ting er købt for dyrt. Det har været diskuteret i Regionsrådet, men alle er enige om, at så længe vi har fået dokumentation i form af regnskab og fotos, så må vi acceptere denne mentalitets- og kulturforskel.

Den gode relation er kommet med venlig korrespondance, mens vi gradvis har øget vores krav om dokumentation.  Vi bilder os ind, at også Mamas Optimistas er vokset med opgaven, bl.a. med at beskrive et projekt, lave et budget og aflevere et regnskab til tiden.

Vi har flere gange understreget det vigtige i, at vi arbejder kvinder til kvinder og vederlagsfrit i kraft af vores NGO status.

Vores projekt er kun en dråbe i havet, men som Lillemor siger: ”Det gør en stor forskel, fordi det får denne gruppe til at bevare håb og tro på en fremtid for Angola trods de mange ofre”.  

Grete fortæller om rejsen til Angola i 2010

Mødet med lokalbefolkningen i Ganda i Angola i 2010 var med til at overbevise os om, at vi her havde fat i noget væsentligt, noget, der havde grobund for at få effekt for det nye ønskeprojekt i region 1, SI DK.

Elisabeth Thulstrup, dengang SI Randers, nu SI Skagen, og jeg rejste for egen regning i 14 dage til Angola for at undersøge mulighederne for et soroptimistprojekt..

Vel ankommet til Luanda blev vi budt velkommen af en flok farverige, skønne angolanske kvinder, og forrest stod vores danske kontaktperson Francisca Chilala Kaputu og hendes mor, Ester Fernanda Braz Chilala, kaldet Lillemor. Francisca oversatte konstant og muliggjorde en udbytterig kommunikation.

Sammen startede vi til Ganda, en delstat i Benguela. Her har familien Chilala hjemsted.

De har fortløbende ført en kamp for menneskeværd, først mod kolonimagten Portugal og siden mod det regime, der i 1975 overtog magten, efter at Angola fik sin såkaldte frihed. Denne frihed indebar diktatur, og en styreform, der blev værre end kolonitiden med umenneskelighed, udbredt korruption og magt på få hænder.

Det område, vi kom til, var delvis ødelagt af den langvarige borgerkrig med udyrket land og udbredt fattigdom. Vi mødte stor gæstfrihed hos disse angolanere og blev mødt med åbenhed, tillid og ønsker.

Vi kørte mange timer i en minibus, altid med en følgebil, og vi boede det meste af tiden hos skiftende familiemedlemmer, altid medbringende 3 levende kyllinger til aftensmad og en enkelt gang en brægende ged.

Vi forcerede udtørrede flodlejer og vanskeligt farbare veje for at nå ud til fjernere landsbyer, og hvor vi nåede frem, mødte vi en stærk befolkning med stærke lokale ledere / høvdinge.

Høvdingen i byen Franca gjorde et stort indtryk på os. Placeret på hver sin sten i høvdingens gård dannede vi en rundkreds og overværede, hvordan Lillemor og denne høvdinge afsagde høflighedsformularer til hinanden, før Lillemor nåede frem til sagens kerne og spurgte om tilladelse til at benytte hans kilde til at opføre en brønd med boring, rørføring, vandtank  etc. Samtidig kunne hun love, at SI ville påtage sig det økonomiske ansvar.

Høvdingen gav sit samtykke, og næste trin var et længe planlagt møde med daværende borgmester Popes for at få det offentliges godkendelse til etablering af det store vandrensningsanlæg. Det blev en hård kamp for at få lov til at foretræde. Men med vores utrættelige Lillemor i spidsen lykkedes det at fremføre vores ønsker og planer, og jeg redegjorde for soroptimistidealer og vores eksakte ønske om at støtte et vandprojekt i denne region. Vi kunne også forsikre, at der var en gruppe angolanske kvinder og deres familier, der var klar til at hjælpe med projektet. Efter ca. en halv times tale fra vores side, kiggede borgmesteren for første gang på os, og efter endnu en times tid, der udviklede sig til en samtale, gav han sin godkendelse med en trumf i ærmet: Han foreslog, vi gav denne gruppe af lokale Mamas et soroptimistklingende navn, nemlig Mamas Optimistas, og at de fik NGO status. Vi takkede venligst, og alt blev til glæde vendt.

Vi måtte nu samle denne flok kvinder, der havde meldt sig klar til at påtage sig samarbejde med vi danske soroptimister. Lillemor og Francisca sørgede for at invitere en broget flok af yngre og ældre kvinder, og ved solnedgang kunne vi mødes med de 12 kvinder og fremføre vores endelige ærinde.

Det var med stor ærefrygt og respekt, vi kunne give dem navnet Mamas Optimistas og fortælle, at de havde fået tildelt NGO status, og dette blev modtaget med mindst lige så stor respekt og ydmyghed.

Siden er denne gruppe blevet udvidet til at tælle ca. 100 lokale kvinder, der via deres NGO status har nydt anerkendelse og respekt langt ud over det sædvanlige. De er meget aktive i vores forskellige projekter.

I dag søger flere om optagelse i gruppen, klar til at udføre en del af opgaverne, men Lillemor og hendes kreds overskuer ikke at engagere flere lige nu. (Selv mænd har spurgt om muligheder for at blive optaget i gruppen, og der er løbende henvendelser fra andre regioner om opskriften på denne succes.)

Rejsen indebar møde med unikke mennesker og oplevelser af usædvanlig art, og det har efterladt et uudsletteligt indtryk af situationer, stemninger, anderledes kultur og tillid, der vælter frem som en billedserie, når jeg tænker på Angola. Jeg fortvivles over de forhindringer, regeringen stiller over for disse til tider sultende, lidende mennesker, der kæmper for retfærdighed og retten til at være menneske. Men jeg trøstes ved at vide, at vores projekt gør en væsentlig forskel for en lille bitte part i Angola.